Naturværdier og Nøglebiotoper omkring Allesø

Rapporten kan ses nedenfor og er en del af Plan Allesø

NEPCon har under projekt Plan Allesø gennemført registreringen af naturværdier og nøglebiotoper

omkring Allesø i september 2000. Formålet med rapporten og registreringen af naturværdier og

nøglebiotoper er at bidrage med viden om områdets naturværdier og vigtige biotoper, samt om

muligheder for at forbedre levevilkår for de vilde dyr og planter.

Mange naturområder er i tidens løb blevet opdyrket, tilplantet og drænet. Det gælder især tidligere

vådbundsområder som søer, moser og vandløb; lysåbne områder som enge, overdrev og heder; samt

skovområder som sumpskove og urørte løvskove. En vigtig del af en naturbevaring kan derfor være

at genskabe tidligere nøglebiotoper for at sikre den biologiske mangfoldighed og bevare eksisterende

værdifulde biotoper.

Derfor er det nødvendigt først at identificere de nuværende biotopers indhold af naturværdier. I dette

tilfælde er det gjort med en nøglebiotopsregistrering, hvor nøglebiotoperne kortlægges, bla.

sumpskove, vandløb, vandhuller, enge og moser. Ved kortlægning af de enkelte nøglebiotoper

registreres signalarter og nøgleelementer, som er de særlige strukturelle elementer, f.eks. solitære

træer, liggende stammer, vandforhold, der giver biotopen den specielle biologiske værdi.

Nøglebiotoper er de naturområder, som i særlig grad bidrager til at opretholde biologisk mangfoldighed, enten på grund af høj biodiversitet og indhold af naturværdier, eller fordi de er sjældne og frembyder særlige livsbetingelser.

Metoden til nøglebiotopsregistrering anvendes normalt på skovklædte arealer, men de biotopstyper,

som registreres ved en normal nøglebiotopsregistrering i skov, er også dækkende for en biotopsregistrering i det åbne land. Derfor er metoden her anvendt til registrering af Allesø’s nøglebiotoper, som udgøres af vandhuller, vandløb, enge, moser og sumpe og hvor nøgleelementerne udgøres af store gamle træer, døde træer og særlige bevoksninger.

Områder, som ikke er udpeget som egentlige eller potentielle nøglebiotoper, men som dog indeholder

væsentlige naturværdier, er også blevet kortlagt ved en mere generel registrering af naturværdier.

Dette gælder de levende hegn og bevoksningerne omkring bygninger, som ikke er egentlige

nøglebiotoper, men som dog bidrager væsentligt til både de biologiske, kulturhistoriske og

landskabsmæssige funktioner.

Årstiden for feltregistreringen har dog sat sin begrænsning mht. registrering af naturværdier,

signalarter og rødlistede arter. I undersøgelsen er der ikke lagt vægt på registrering af fauna, idet

fokus for naturværdier er lagt på biotopernes indhold af flora, strukturer og elementer.

God fornøjelse

Karina Kitnæs

NEPCon

Allesø’s naturtyper og landskabelige værdi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4

Vandløbet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5

Vandhullerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6

Moserne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6

Ellesumpen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Engene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Overdrevene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8

Ådalen syd for Allesø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9

De øvrige småbiotoper i og omkring Allesø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10

Vedligeholdelse og pleje af ådalen og de øvrige småbiotoper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12

Beskyttede naturtyper efter Naturbeskyttelsesloven . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13

De gamle træer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14

De døde og henfaldne træer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14

Lindetræerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15

De stævnede/stynede træer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15

De levende hegn omkring Allesø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16

Vedligeholdelse og pleje af beplantningerne i de levende hegn . . . . . . . . . . . . . . . . . 18

Beplantningerne omkring bygninger i Allesø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19

Vedligeholdelse og pleje af beplantninger omkring bebyggelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . 19

Det fynske landskab rummer en lang række biologiske, geologiske og landskabelige værdier, som er

bevaringsværdige. Biologisk set vurderes et områdes indhold af naturværdi og nøglebiotoper udfra

hvor det vilde dyre- og planteliv har gode levesteder, fordi disse biotoper ikke er under intensiv drift.

De biologiske interesser knytter sig således til områder, hvor naturen har rimelige muligheder for

trivsel. Biologisk set har vi i dag fokus dels på skovtyper, som urørte løvskove og sumpskove og dels

på de lysåbne og våde naturtyper som moser, enge, strandenge, overdrev, heder etc.

Gennem dræning, opdyrkning og tilplantning af det danske landskab og gennem inddragelse af

arealer til bebyggelse er de gode levesteder for dyr og planter blevet væsentligt forringet i dette

århundrede. Også kvaliteten af de tilbageværende levesteder er blevet forringet pga. tilgroning,

gødskning og sprøjtning. Derfor er det vigtigt at værne om de få bevaringsværdige naturområder vi

har tilbage og at forsøge at forbedre de eksisterende forhold de givne steder. Samtidigt er der også

et stort behov for at genskabe og udvikle flere og nye levesteder, hvor man især tilgodeser de sjældne

og truede dyr og planter, idet de fleste af disse har svært ved at overleve i det dyrkede landskab.

Mange danske arter af dyr og planter er nemlig blevet mindre almindelige i den danske natur, fordi

de har svært ved at overleve landbrugets og skovbrugets driftsformer.

På nationalt plan vægtes en række særlige biologiske beskyttelsesområder. Udpegningen af disse

er bla. begrundet i Naturbeskyttelseslovens §3 (beskyttede naturtyper). Det er vigtigt at bidrage til at

sikre eksisterende og potentielle vådbundsområder, der indeholder moser, enge, vandløb og søer,

og som ofte ligger placeret på lavtliggende arealer i landskabet. Især ådalene i det danske landskab

omfatter udover selve vandløbene netop de eksisterende og potentielle nøglebiotoper og økologiske

spredningskorridorer, der ligger i forbindelse med vandløbene. De dele af ådalene, som i dag er under

drift, kan også med fordel omlægges til en naturmæssig anvendelse, idet de rummer mulighed for at

udvikle sig til områder med høj naturværdi, hvis vandstanden føres tilbage til det oprindelige niveau

og hvis områderne friholdes for byggeri, dyrkning og tilplantning. Især vådbundsområderne er vigtige

biotoper, som kan rumme en høj naturværdi og som er vigtige at bevare som levesteder for vilde dyr

og planter. Udover vigtigheden af vådbundsområderne som levesteder for vilde dyr og planter, er de

levende hegn, bevoksningerne omkring bebyggelse og eventuelt løvtræsbælter vigtige pga. deres

funktion som "spredningsveje". For at tilgodese naturen, kan disse bindeled mellem nøglebiotoperne

forbedres og bevares og derved bidrage til at værne om den danske fauna og flora.

De hjemmehørende træer og buske er også en vigtig bestanddel i det danske landskab. Skoven,

lundene og krattet skaber profil og variation. De bevoksede hegn, alléerne og haverne fremhæver på

hver sin måde en landskabelig arkitektur. Træer og buske har mange funktioner. De giver os gavntræ,

frugt, læ, afskærmning og oplevelse, og de har samtidigt en meget stor andel i samspillet mellem dyr

og planter, klima, vand og jordbund. De hjemmehørende træer og buske er allesammen arter, som

under naturlige forhold selv kan spredes, og som i lang tid har hørt til i skove, hegn, krat, moser og

enge og som udnyttes af et væld af andre arter. Men i dag hvor dyrkningen af jorden er intensiv, må

vi til tider hjælpe naturen ved at plante nye træer og buske og pleje de levende hegn og bevoksningerne

omkring bebyggelse. Der er dog områder, som til en vis grad kan friholdes for tilplantning, f.eks.

hvor træer og buske vil skygge den vilde flora og den dertil knyttede fauna væk. Sådanne steder kan

være delområder af ådalene, f.eks. overdrev, enge, moser, vandhuller og vandløb.

En kortlægning af nøglebiotoper i et givent område er en metode til at opnå viden om de eksisterende

naturværdier. Nøglebiotoper er netop de områder, der er vigtige for bevarelse af den biologiske værdi,

fordi de indeholder naturtyper, strukturer, elementer eller arter, der er med til at sikre den biologiske

mangfoldighed. Nøglebiotoperne kan på en gang give os en unik oplevelse af naturen og samtidigt

fungere som den sidste livsline for mange arters fortsatte eksistens. Hvis arterne skal bevares er det

vigtig at sikre disse levesteder.

Med nærværende rapport om naturværdier og nøglebiotoper omkring Allesø, foreligger et redskab,

som man kan have nytte af fremover mht. den overordnede planlægning af arealanvendelsen

omkring Allesø og de forholdsregler og plejebehov, som man kan være opmærksom på. Allesø

rummer ingen større skovområder, men der findes en del levende hegn, lysåbne naturtyper og

vådområder, som udgøres af vandhuller, moser, enge, overdrev, vandløb og små ellesumpe.

Topografisk har landskabet nord, nordøst og nordvest for Allesø en flad til svagt kuperet karakter. Det

er et forholdsvist åbent landskab, hvor enkelte spredte beplantninger markerer markskel i form af de

levende hegn, som udgår fra landsbyen i stjerneform. I syd, sydøst og sydvest består landskabet af

ådalen, hvor viemoserenden løber i bunden af ådalen omgivet af bla. Broby Sø, mindre vandhuller,

moser, overdrev og enge. Viemoserenden er det eneste vandløb omkring Allesø.

Allesø landsby hører til den gruppe af landsbyer som udskiftedes i stjerneform, hvilket stadigt er

tydeligt i landskabsbilledet med de levende hegn som udgår fra landsbyens kerne. Allesø har med

sine levende hegn, hække, frugttræer og store træer mange nøgleelementer, der er værd at bevare

og pleje. Allesø ligger i landzonen og landskabet er præget af landbrugsdrift. I syd og vest ligger

enkelte gartnerier. De store træer og hækkene rundt om haverne og langs veje og stier er beskrevet

i "Allesø Landsby - Undersøgelse af bebyggelse og beplantning" (1982) og vil ikke blive uddybet

væsentligt i denne rapport. Fredningskort over Allesø fra 1869 med rettelser indført i hhv. 1939 og

1945 (jf. bilag E) viser, at ådalsforløbet, markskellene og landsbyens struktur ikke har ændret sig

væsentligt siden.

I Oversigt over Botaniske Lokaliteter på Fyn (1979) er der anført, at enkelte urter er registreret i og

omkring Allesø landsby: Æselfoder (forvildet), Hjulkrone, Vedbend-Vandranunkel, mens der for

Næsbyhoved Broby er anført registrering af: Vand-Brunrod, Cypres-Vortemælk, Eng-Storkenæb og

Rød Stenurt. Under beskrivelsen af de enkelte nøglebiotoper i denne rapport er der endvidere angivet

de arter, som årstiden har gjort det muligt at registrere. For en mere fylstgørende undersøgelse af

urtevegetationen og eventuelle rødlistede arter kan det anbefales, at en feltregistrering gentages i

maj-juni måned.

Ådalslandskabet er levende natur- og kulturlandskaber, hvortil der er knyttet særlige naturværdier,

idet de ofte er ekstensivt udnyttede, er vigtige landskabselementer og skaber en sammenhængende

natur, rummer mange væsentlige naturtyper, er levende spredningskorridorer i et ellers biologisk

forarmet landskab for vilde dyr og planter, og således har et stort naturmæssigt potentiale. Amternes

registreringer af naturområder viser, at en stor del af landets naturværdier netop er knyttet til ådalene,

idet de ved tværsnit udgør sammenhængende naturområder med nøglebiotoper som søer, vandløb,

moser, enge, overdrev, fugtige løvskove og sumpskove.

Fra naturens hånd har ådalene en stor landskabelig, biologisk og kulturhistorisk mangfoldighed,

samtidigt med at de kan være relativt ekstensivt udnyttede. Det har nemlig altid været nemmere at

bygge byer, anlægge veje og dyrke jorden på de flade plateauer imellem ådalene end at udnytte

ådalenes fugtige, våde og topografisk varierende forhold. Den store variation i topografi og hydrologi

i ådalene giver sig udslag i en tilsvarende stor variation i biotoper. I de mindre ådale veksler våde og

tørre biotoper, næringsrige og næringsfattige biotoper, lysåbne og skyggede biotoper mellem

hinanden som en mosaik. Denne store diversitet af biotoper fremmer også vilkårene for flere arter,

der er knyttet til biotoperne. Det er derfor ikke overraskende at en stor del af landets rødlistede arter

er knyttet til ådalene, f.eks. storken, som har været en af ådalenes markante fugle. For mere

information om ådalenes natur- og landskabsværdi, kan man læse "Ådale - levende landskaber"

udgivet af Skov- og Naturstyrelsen.

Selvom ådalene er mindre intensivt udnyttede end det øvrige landskab, er truslerne mod ådalenes

naturværdier regulering af vandløb, sænkning af vandstanden, dræning og dyrkning. Der kan ligge

et stort potentiale for nøglebiotoper i ådalene, som kan genskabes ved at få fyldt hullerne ud i

ådalsnaturens sammenhængende karakter. Naturbeskyttelsesloven giver i dag mulighed for at værne

om og bevare de sidste rester af natur i ådalene og grundlæggende kan der arbejdes på at få

genskabt de naturlige hydrologiske forhold, det vil sige at få hævet vandstanden og afbrudt grøfter

og dræn, for herigennem at genskabe den naturlige dynamik i ådalene.

Småsøer, vandløb, moser og enge kaldes med et fællesord småbiotoper. Næsten 3/4 af Danmarks

enge og moser er forsvundet inden for de sidste 100 år, og de mange dyr og planter, der er knyttet

til disse levesteder er nu meget sjældne. Større naturområder med enge og overdrev er gået tilbage

med mere end 50% siden år 1900. De små naturområder forsvinder med 3-5% om året og mange dyr

og planter tilknyttet disse levesteder er i tilbagegang og truet af udryddelse. Det er derfor vigtigt at

passe på de småbiotoper, der er tilbage. De skaber variation og en høj naturværdi ved deres indhold

af forskellige levesteder. Mange dyr og planter behøver både småbiotoperne og træ og buskebevoksninger

for at trives. De fleste frøer har f.eks. brug for vandhuller at yngle i og fugtig løvskov at leve

i. Siden 1950 har manglen på egnede levesteder mere end halveret antallet af frøer i Danmark.

Sommerfugle, frøer, gøgeurter og eng-kappeleje trives endvidere i solbeskinnede enge og moser,

men de forsvinder, hvis levestederne forsvinder.

Vandløbs naturlige funktion er at aflede den del af nedbøren, som ikke fordamper. Vandløb er et

værdifuldt element i den danske natur som levested for en karakteristisk plante- og dyreverden.

Endvidere indgår de som variation i landskabet. Alle vandløb og deres nærmeste bredomgivelser er

"fødte" nøglebiotoper. Tilstedeværelsen af nøgleelementer, signalarter og rødlistede arter er med til

at afgøre, hvor stor en del af det omgivende areal, der bør indgå i afgrænsningen af nøglebiotopen.

Et naturligt vandløb har bugtninger og slyng, som er formet af landskabets historie og som selv er

med til at forme landskabets udseende. Et reguleret vandløb er blevet rettet ud for at strømhastigheden

kan stige og vandstanden falde, for at tilfredsstille landsmandens og skovdyrkerens interesser

i at drive den omkringliggende jord med tilstrækkelig dræning til at optimere dyrkningsforholdene.

Desværre forringes naturindholdet samtidigt med en udretning og der opstår ensartede bundforhold,

ringe variation i strømforholdene, der igen medfører lav biologisk diversitet. Hvis man undlader at

regulere et vandløb, vil det efter en årrække vende tilbage til sit normale forløb.

I de fleste egne er træer og buske langs vandløb i dag et særsyn, pga. udretning, regulering og

fjernelse af de naturlige træ- og buskbevoksninger. Men det er vigtig at der tillades strækninger med

træer og buske langs vandløb. Valget af træer og buske skal falde på arter, som kan tåle at stå med

fødderne i vand, som f.eks. rød-el, og som kan stå helt ude på kanten af vandløbsbrinken og hindre

vandløbenes bredder i at skride ud. Trækronerne skygger til dels for sollyset. Dette bevirker, at vandet

ikke bliver for varmt og at vandplanterne ikke vokser sig for kraftige. Træer og buske har også stor

betydning for insektlivet omkring vandløb, idet de fungerer som skjulesteder, til hvile og hudskifte.

I det danske landskab er vandløb påvirket på så mange måder, at intakte vandløb med de oprindelige

plante- og dyresamfund i dag kun findes ganske få steder i landet. Især udretninger og reguleringer

af de større vandløb i Danmark har medført væsentlige forringelser af landskabets udseende og

vandløbenes biologiske kvaliteter og derved naturværdien. Især de små vandløb påvirkes af en

sænkning i grundvandstanden, sådan at der opstår risiko for forværrede vandføringsforhold.

Vand er en vigtig faktor dels for alle de dyr og planter, der lever i vandhullet, og dels for dem, som

er afhængige af samspillet mellem vand og landjord. Små vandhuller har afgørende betydning for de

dyr og planter, som kræver vand for at overleve og formere sig og som til en vis grad kan klare

periodisk udtørring af deres leveted, det drejer sig f.eks. om padder, snog, fugle, pattedyr, samt arter

af vand-, flydeblads- og sumpplanterne, snegle, muslinger, igler, krebsdyr, insekter, andre hvirvelløse

dyr og mikroskopiske organismer. Vandhullerne har betydning for disse arter som drikke- og

spisesteder, hvilesteder, ynglesteder. Beplantninger med træer og buske ved vandhuller er med til

at bryde store åbne fladers ensformighed og de fungerer som mellemstationer for dyr og planter, der

vandrer eller spredes fra et sted til et andet. Høje træer på sydsiden bør undgås, da de helt kan

skygge livet i vandhullet væk, men derimod har det stor betydning, at der er en del træer og buske

på vandhullers nordside til at give læ-, rede-, hvile- og skjulesteder.

Søer, damme og vandhuller er småbiotoper som altid betegnes som nøglebiotoper, uanset størrelse,

dvs. om det er store klare skovsøer eller blot små vandhuller, og uanset hvilken omgivende

bevoksning, der støder op til vandhullet. Tilstedeværelsen og antal af nøgleelementer og signalarter

i vegetationen nær søen afgør, hvor bred en zone rundt om søen, der også bør indgå i nøglebiotopen.

Tilførsel af vand er naturligvis en betingelse for at have et vandhul, men vandet medfører

næringsstoffer og det kan medføre øget tilgroning. Søer er ofte nærringsfattige og er derfor sårbare

overfor påvirkninger fra selv små mængder gødning eller sprøjtemiddel. Desuden kan søer ændre

karakter, hvis de omgivende bevoksninger overskygger søen helt.

De lysåbne moser er nogle af de vigtigste nøglebiotoper, hvad enten det er næringsfattige

tørvemoser, moser i gamle hedeegne eller frodige kærmoser. Moser kan tage sig meget forskellige

ud alt efter vand- og jordbundsforhold, nuværende og tidligere drift og omgivende arealanvendelse.

Set fra et botanisk synspunkt er den lysåbne mose en af de vigtigste nøglebiotoper, hvad enten det

drejer sig om næringsfattig tørvemose, vældmose, rørsump eller frodig kærmose. Moserne

repræsenterer en biotopstype som har eksisteret i Danmark i mindst 6000 år. Moser kan defineres

som et lysåbent, tørvedannende og ferskvandspåvirket plantesamfund. Moser kan inddeles i to

forskellige mosetyper: Højmose, hvor vandtilførslen udelukkende foregår via nedbøren, og kærmoser,

hvor vand tilføres både via nedbør og via grundvandet. De to mosetyper er nært forbundne, idet

højmoser udvikles fra kærmoser. De naturligt dannede kærmoser er dynamiske, naturlige

biotopstyper, der er under udvikling mod enten skov eller højmose og som samtidigt ikke er betinget

af kulturpåvirkninger. På grundlag af vegetationen inddeles kærmoserne traditionelt i fire typer:

ekstremfattigkær, overgangsfattigkær, overgangsrigkær og ekstremrigkær. Om de enkelte typer kan

der læses mere om i "Moseplejebogen - retningslinjer for pleje af moser og enge" (1991) udgivet af

Skov- og Naturstyrelsen. I denne rapport dækker betegnelsen "moser" altid kærmoserne.

Moserne er fristeder for lys-, vand- og varmeelskende urter og insekter, yngle- og opholdsteder for

frøer, snoge, samt fourageringsområder for både pattedyr og fugle. Moserne indeholder ofte relativt

mange sjældne arter. Moser bør altid udpeges som nøglebiotoper. Signalarter som kæruld, benbræk,

tørvemos, alm. vandmynte, eng-nellikerod og vibefedt kan understrege mosernes store værdi.

Moserne i Danmark er gennem flere århundreder blevet påvirket af mennesket på mange forskellige

måder, f.eks. ved tørvegravning, afvanding, gødskning, engvanding, græsning, høslet, tilplantning

og opfyldning. Flere af disse indgreb har udgjort og udgør stadig trusler mod mosernes eksistens. Den

største trussel mod moser er afvanding. Moser er i dag beskyttede af både naturbeskyttelsesloven

og skovloven, men også en generel sænkning af grundvandsspejlet i skoven ændrer floraens

sammensætning og fremmer tilgroning af de åbne moseflader. Sænkning af grundvandsspejlet

resulterer i en tilgroning af de åbne moseflader.

Urørte skovsumpe, som f.eks. ellesumpen, er den naturtype, der er hårdest trængt i de danske ådale.

Skovsumpe er typisk domineret af rød-el, ask, birk eller pil. De har enten permanent åbent vand

mellem træerne eller højt grundvandsspejl. Bundfloraen rummer mange sumpplanter, som på

næringsrig bund kan være bla. kær-mangeløv, stiv tar, kær-star, gul iris, kær-svovlrod, alm. fredløs,

alm. mjødurt, alm. skjolddrager, hjortetrøst, kål-tidsel, solbær, stor nælde og kær-høgeskæg.

Ellesumpen er et af de rigeste skovklædte plantesamfund og med det rige planteliv følger også

mange dyr. Her yngler f.eks. dobbelt så mange fugle som i bøgeskov. Det enkelte elletræ bliver

sjældent mere end 100 år, men nye træer kan gro frem igen fra træstubbene, som efterhånden

udvikler sig til store "elletrunte", der står "med fødderne i vand". Ellesumpens dyr og planter er

afhængige af det fugtige miljø og de gamle træer. Typiske nøgleelementer som udgør den synlige

struktur for en ellesump kan være tilstedeværelse af elletrunter, træer med spættehuller,

urskovspræg, rodvæltere og småvandhuller.

De fleste ellesumpe er i dag påvirkede af stævning og dræning eller anden form for drift. Alligevel har

selv meget små arealer med ellesump stor værdi for biodiversiteten. Ellesumpen er især sårbar

overfor dræning. Hvis ellesumpe afvandes, synker jorden sammen, urtefloraen afløses af græs, og

rødellen udkonkurreres af andre træarter.

De kulturskabte fugtige enge kan være meget artsrige biotoper og er præget af høslæt og/eller

græsning gennem flere århundreder. I dag, hvor det ikke længere er rentabelt at slå hø og hvor

dræning har forarmet mange biotoper, er engen med dens rige flora og spændende insektliv blevet

en sjælden biotop.

Uanset om enge græsses, slås eller ligger urørt hen, er de fortsat værdifulde nøglebiotoper. Åbne

fugtige enge er især værdifulde nøglebiotoper, som udgør oaser for vildtet, for lys- og varmeelskende

dyr og for mange sjældne eng- og kærplanter. Disse enge har også stor kulturhistorisk og landskabelig

værdi. På enge med højt naturværdi kan findes signalarter som bla. eng-forglemmigej, eng-nellikerod

og majgøgeurt.

Enge er især sårbare overfor tilgroning og gødskning. Blot en enkelt gang gødning kan forandre den

naturlige engflora totalt og virkningen af denne ene gødning kan fortsætte mange år frem. Også en

vandstandssænkning resulterer i en mere ensformig vegetation og øget tilgroning.

Hist og her i Danmark findes stadig rester af gamle overdrev med spredt busk og trævegetation,

tørbundsurter og græsser, som udgør en artssammensætning, der er opstået gennem århundreders

ekstensive græsning. Det var oprindeligt udyrkede arealer med rester af skov, som før udskiftningen

tjente til vedvarende græsningsarealer for landsbyen, hvor disse tørre udyrkede overdrev dengang

var en af vores almindelige naturtyper.

Græs- og urtevegetationen på overdrev er varieret og rig på arter, som bunke, hjertegræs, katteskæg,

fløjlsgræs, vår-star, pille-star, dunet vejbred, knoldet mjødurt, knold-ranunkel, alm. mælkeurt, blåklokke,

tormentil, lyng-snerre, blåhat, blåmunke, smalbladet høgeurt, perikon, timian, hulkravet

kodriver, mark-frytle og mange flere.

Overdrev er ligesom engene afhængige af fortsat ekstensiv græsning og meget sårbare overfor

gødskning og pløjning.

Hele ådalen med vandløbet og mosaiknaturen af mose, overdrev, eng, rørsump, skovsump, sø,

vandhul m.v. udgør en samlet nøglebiotop, De dyrkede markarealer indgår ikke i nøglebiotopen. Det

er ofte vanskeligt at trække præcise grænser mellem de enkelte typer af biotoper og da alle

biotopstyperne er beskyttede af Naturbeskyttelsesloven, er det ådalens samlede areal, der har

betydning for registreringen. Især har årstiden for registreringen været en hindring for en konkret

afgrænsning og mere præcis beskrivelse af de enkelte småbiotoper, idet biotoperne ofte skelnes ved

registrering af signalarter, som for en stor dels vedkommende er fremme i maj-juni måned. I det

følgende beskrives ådalens indhold af biotoper, elementer og arter som en samlet præsentation.

Viemoserenden løber i bunden af ådalen og er et vandløb med delvist naturligt slyngende forløb og

delvist reguleret forløb. Vandløbet er 50-150 cm bredt og med en vekslende vandstand. Vandløbet

har sandbund med sparsom vandløbsvegetation, men med 100% bredvegetation langs hovedparten

af vandløbet. Flere steder langs vandløbet findes nøgleelementer, som bla. flere store gamle træer

og stævnede træer, enkelte rodvælter og en liggende levende stamme (poppel), hvor grenene nu

danner nye stammer, placeret ud mod vandhul/rørsump og åben eng. Nøgleelementerne indgår som

værdifulde strukturer i mange af småbiotoperne i ådalen. Viemoserenden synes enkelte steder at

være grøftet og reguleret. For at tilgodese naturen kunne denne regulering standses og vandløbet

overlades til selv at genfinde sit naturlige leje. Ligeledes bør dyrkning og træfældning begrænses tæt

på vandløbet og en bred zone mellem de dyrkede arealer og vandløbet bør holdes fri for dyrkning,

sprøjtning, dræning og træplantning/-fældning.

I forbindelse med vandløbet ligger Broby Sø, som er en klar sø med delvis tilgroning af pilekrat,

rørsump og samtidigt med direkte solskin på størstedelen af vandoverfladen. Plantesamfundet

omkring søen er artsrigt og varierende, men nærmere registrering af arter bør foretages igen i maj-juni

måned, for at få et fyldestgørende indblik i søens plantesamfund. De øvrige små-vandhuller, som

dukker op hist og her i ådalen, er også gode vandhuller for vandlevende dyr og planter. Mange steder

er de nærmeste omgivelser omkring vandhullerne periodiske oversvømmede biotoper, som er vigtige

for vandhulsdyr, padder og fugle. Afløb fra vandhullerne sker via Viemoserenden, der sørger for at

fjerne det tilførte drænvand fra marker, overdrev og enge.

Størstedelen af ådalen består derudover af vekslende vådbundspartier af eng, mose, ellesump,

rørsump og pilesump, og af tørrere partier af overdrev, græsmark og en enkelt bevoksning med

løvtræer. Ådalens mosaik af småbiotoper er således en vekslende, divers og artsrig nøglebiotop med

gode vilkår og gode levesteder for vilde dyr og planter, som bla. sommerfulge, insekter, fugle, ænder

og padder, der nyder godt af de mange småbiotopers fugtige miljø. For at tilgodese de forskellige

småbiotoper og de vilde dyr og planter er det nødvendigt at begrænse omfanget af dyrkning og at

opretholde en høj vandstand, som f.eks. ved at standse dræning og dyrkning i ådalen, grøftning og

regulering af viemoserenden. Især kan områder med mose og ellesump bevares lysåbne og

vandmættede. For de tørrere områder bør der aldrig tilplantes med nåletræer. I stedet kan man med

fordel henlægge hele ådalen urørt med ganske lidt tilsyn, vedligeholde og pleje, som beskrevet

senere. Herved vil især muligheden for flere skovsumpe opstå, hvor også dødt ved kan efterlades til

naturlig henfald og nedbrydning. Tilgroning bør dog samtidigt kontrolleres på især mose, eng og

overdrev. For eng og overdrev kan dette gøres ved fortsat ekstensiv græsning. For at få en mere

præsis afgrænsning og beskrivelse af de lysåbne vådbundsbiotoper og af overdrevene, bør der

foretages artsregistrering i maj-juni måned.

Registrerede træ-, busk- og urtearter: Ager-Mynte, Ager-Padderok, Almindelig gederams, Almindelig

Hyld, Almindelig Mjødurt, Almindelig Vandmynte, Almindelig Æblerose, Andemad, Ask, Birk, Bittersød

natskygge, Bjørneklo, Bregne, Brombær, Bukkeblad, Burre sp., Bævre-Asp, Bøg, Cikoria, Dueurt,

Dunet Dueurt, Dunhammer, Dynd-Padderok, Døvnælde, Elm, Eng-Blomme, Eng-Forglemmigej, Eng-

Kabbeleje, Eng-Nellikerod, Enkelt pindsvineknop, Fløjlsgræs, Foder-Kulsukker, Forglemmigej, Frytle

sp., Glanskapslet Siv, Glat vejbred, Gran, Gul Iris, Gærde-Snerle, Hare-Star, Hassel, Hindbær,

Hjulkrone, Hundegræs sp., Hvidtjørn, Knop-Siv, Kløver, Kløvkrone, Korsknap, Kræge, Kulsukker,

Kvalkved, Kær-Guldkarse, Kær-Høgeskæg, Kær-Snerre, Kær-Svinemælk, Lancet-Vejbred,

Landevejs-poppel, Liden nælde, Lugtløs Kamille, Lyse-Siv, Læge-Baldrian, Mirabel, Mynte, Pilearter,

Poppel sp., Potentil sp., Ranunkel, Ribs, Rose sp., Rødknæ, Røn, Skeblad, Skvalderkål, Slåen,

Småfrugtet Pindsvineknop, Spring-Balsamin, Star, Stor nælde, Sump-Kællingetand, Sværtevæld,

Syre, Tagrør, Tigger-Ranunkel, Toradet Star, Tormentil, Tvetand sp., Tykbladet Ærenpris, Vandkarse,

Vand-Skræppe, Vejbred, m.v. Urter bør registreres i maj-juni, da mange ikke er fremme i september.

I det følgende beskrives de småbiotoper i og omkring Allesø, der ikke er registreret som en del af

ådalen. Om det praktiske arbejde med at vedligeholde vandhuller, kan der findes nyttig viden i "Småvandhuller

- om bevaring, pleje og nygravning" (1988), som er udgivet af skov- og Naturstyrelsen.

Biotopen er registreret som et lille vandhul >100 m2 med klart vand, og omgivet af en smal zone med

tæt bevoksningen, hvori der vokser flere hjemmehørende træer og buske. På registreringsdagen

skjulte tre stykker råvildt sig i det tætte buskads. I alt dækker biotopen et areal på ca. 100 m2 og ligger

isoleret uden spredningskorridorer på en åben mark. På den ene side af biotopen er der nyetableret

en juletræskultur. Af registrerede nøgleelementer findes en enkelt træruin.

Pleje: Etableringen af juletræerne så tæt på vandhullet er ikke ideel set fra naturens siden. I stedet

kunne den bevoksede zone rundt om vandhullet udvides og overlades til fri udvikling og henfald.

Registrerede træ-, busk- og urtearter: Almindelig Hyld, Andemad, Birk, Brombær, Dueurt, Eg, Gaffel-

Vortemælk, Gran i opvækst, Hvidtjørn, Hyben, Navr, Padderok, Pil, Stauder, Sur-kirsebær, Syren,

m.v. Registrering af urter bør gentages i maj-juni.

Biotopen er registreret som et vandhul/gadekær på over 100 m2 naturligt sammenhængende med et

tæt buskads af hjemmehørende træer og buske. Buskadset kaldes af de lokalkendte for "vildnisset"

og består af en gammel frugthave. Vandhullet har klart vand og er omkranset af en bred zone med

danske træer og buske, herunder meget store træer af pil og poppel. Der ligger en jolle i søen.

Registrerede nøgleelementer i bevoksningen: Store træer, stævnede træer af pil og poppel, dødt

stående træ (elm) og liggende stammer.

Pleje: Træer og buske må gerne give læ og omkranse vandhullet, men høje træer på sydsiden bør

nok begrænses lidt fremover, så dele af vandoverfladen fortsat har direkte sollys. Undgå at fylde søen

op med haveaffald og lignende, men lad gerne dødt ved ligge, som henfalder fra den eksisterende

bevoksning. Den omgivende brede zone rundt om vandhullet bør også bevares og friholdes for

dyrkning. Undgå at gøde for tæt på søen og undgå at bruge store maskiner nær biotopen.

Registrerede træ-, busk- og urtearter: Urter bør registreres på anden årstid, da de flere ikke er

genkendelige til art. Almindelig mjødurt, Almindelig Hyld, Almindelig Svaleurt, Ask, Brombær,

Bævreasp, Dueurt, Dunhammer, Elm, Hvidtjørn, Hyben, Kræge, Liggende pileurt, Mirabel, Navr,

Pilearter, Poppel, Ranunkel, Røn, Slåen, Steffensurt, Stenfrugt sp., Storkenæb, Tørst, Æble,

Ærteblomst m.v. Urterne bør registreres i maj-juni, da mange ikke er genkendelige i september.

Biotopen er registreret som vandhul/gadekær, der har udviklet sig til en rørsump. Dette anlagte

vandhul/gadekær har udviklet sig til et sumphul midt i landsbyen og kan betyde meget for bevarelsen

af dyr og planter, især i denne tid, hvor naturlige vandhuller er få i landskabet. Biotopen er delvist

lysåben og delvist omgivet af en spredt bevoksning, som er relativt overladt til fri udvikling. Rørsumpe

er vigtige som levested for vandhulsdyr og som ynglested for padder og fugle.

Pleje: Undgå opfyldning af rørsumpen, men bevar den istedet lysåben, pas på at rørsumpen ikke gror

fuldstændigt til og før tilsyn med de plantede træer, der endnu blot er i opvækst. Fjern gerne

nåletræer.

Registrerede træ-, busk- og urtearter: Almindelig Hyld, Almindelig milturt, Almindelig Fuglegræs, Ask,

Birk sp., Burre sp., Burre-Snerre, Bøgeopvækst, Dunhammer, Døvnælde, Forglemmigej, Gaffel-

Vortemælk, Gærde-Snerle, Hassel, Hejre/Hundekvik, Hvidmelet Gåsefod, Høgeurt sp., Håret Star,

Korbær, Kræge, Liden Singrøn, Liggende pileurt, Lupin sp., Mark-Forglemmigej, Mælkebøtte, Navr,

Nælde, Padderok, Pil sp., Rose sp., Skræppe, Star, Storkenæb sp., Svinemælk sp., Ær, Æselfoder,

m.v. Urterne bør registreres i maj-juni, da mange ikke er genkendelige i september.

Biotopen er ikke registreret som en nøglebiotop, idet den består af en grøftet eng og en fugtig lavning

på åben mark med et levende hegn som spredningskorridor og bindeled. Desværre er der en bred

grøftet rende midt i engen, som er med til at dræne den fugtige eng for vand og som derfor bidrager

til at forarme levevilkårene i biotopen. Fyns Amt har ellers denne biotop registreret som et §3-område,

hvori tilstanden ikke må ændres i følge naturbeskyttelsesloven. Det levende hegn er delvist bevokset

og rummer stævnede popler, der udgør biotopens eneste nøgleelementer.

Pleje: Dræn rende bør standses og fjernes. Engen kan således genskabes som ved fortsat ekstensiv

græsning. Den fugtige lavning er for lille og en bred zone omkring lavningen kan med fordel fritages

for drift og overlades til fri udvikling. I det levende hegn kan der endvidere med fordel indplantes flere

hjemmehørende træer og buske.

Registrerede træ- og buskarter: Ask, Eg, Hvidtjørn, Poppel, Pil, Rød-el, Syren, Æble, m.v. Urterne

bør registreres i maj-juni, da mange ikke er genkendelige i september.

Vandhullet er en anlagt havedamme som har et idyllisk udtryk, men som ikke er registreret som en

nøglebiotop pga. de anlagte omgivelsers karakteristika. Men der er dog tale om et vandhul, som er

til gavn for vandlevende dyr og planter og som derved udgør nogle gode levesteder. Dunhammerbevoksningen

bærer karaktertræk af at være en rørsump, som også er vigtig som levested for

vandhulsdyr og som ynglested for fisk og fugle.

Der kan søges støtte til at bevare, pleje eller genoprette naturområder, som er beskyttede ifølge

Naturbeskyttelsesloven. Der kan også være støtte at hente, hvis mulighederne for friluftslivet

forbedres samtidigt. Ideer til hvordan man kan tilgodese og pleje småbiotoperne og deres indhold af

planter og dyr gengives for de enkelte nøglebiotopstyper i det følgende. For at få yderligere inspiration

til plejen, er "Moseplejebogen - retningslinjer for pleje af moser og enge" (1991), udgivet af Skov- og

Naturstyrelsen, udemærket læsning.

Vedligeholdelse og pleje af vandløb og vandhuller:

• Undgå at dyrke, tilplante, gødske og sprøjte i en bred zone omkring vandhuller og langs

vandløb. Selv små mængder af gødning eller sprøjtemiddel kan ødelægge plantevæksten

i vandhuller og vandløb.

• Sørg for direkte solskin i dele af vandhullet/vandløbet og klart vand.

• Bevar lysåbne områder ved sydbredderne, da frøer og salamandre helst yngler, hvor vandet

er opvarmet af solen.

• Anlæg ikke stier hele vejen rundt om vandhuller og vandløb. Dyr og især ynglende fugle

behøver uforstyrrede områder langs bredderne.

• Tillad den bredde zone omkring vandhul og langs vandløb at være med varierende

vandstand og/eller vandmættet/oversvømmet.

• Undgå andeopdræt i vandhuller, da foder og ekskrementerne kan medføre uønsket stærk

algevækst og ødelægge det naturlige planteliv.

• Undgå opgrøftning og undgå fuldstændig tilgroning.

• Bevar træer og buske omkring vandhuller og langs dele af vandløb.

• Sørg for at der i nærheden af vandløb/vandhuller også findes tættere bevoksninger, krat,

buske, liggende træstammer, kvasunker og lignende.

• Tilplantning er dog unødvendig, idet planter og dyr nok skal etablere sig selv, når der er

vand tilstede.

• Grav gerne flere vandhuller, så kommer dyr og planter forbavsende hurtigt af sig selv.

Vedligeholdelse og pleje af moser:

• Udfør tilsyn og foretag rydning af tilgroning og opvoksning af vedplanter efter behov.

• Søg for sikring eller hævning af vandstanden.

• Udtynd selvsået krat i tilgroede moser og enge og overvej at hæve vandstanden yderligere.

• Rydning af selvsået nåletræer og pilekrat kan være nødvendige for at holde på mosens

plante- og dyreliv.

• På lang sigt hjælper kun opretholdelse af tiltrækkelig høj vandstand.

Vedligeholdelse og pleje af ellesumpe:

• Lad vær med at uddybe og oprense gamle grøfter i og omkring ellesumpe.

• Fjern ikke væltede og knækkede stammer og døde grene.

• Fæld aldrig en ellesump, lad den i stedet ligge hen som en lille oase og om muligt en lille

naturskov.

• Hæv vandstanden til naturligt niveau.

• Tillad en bred zone omkring ellesumpen at blive en del af sumpen med oversvømmet/

vandmættet jord.

Vedligeholdelse og pleje af enge:

• Plejen kan bestå i høslet og/eller græsning

• Før tilsyn og foretag efterrydning af vedplanter hvert 3-5. År eller efter behov.

• Søg for sikring af engenes høje grundvandstand

• Fortsæt med græssende dyr på engeområderne og overvej hvilket græsningstryk de enkelte

områder kan klare.

Vedligeholdese og pleje af overdrev:

• Overdrev kan bevares ved enten fortsat græsning eller til en vis grad ved fortsat rydning af

selvsået træopvækst, men undgå gødskning og oppløjning.

• Overvej hvilket græsningstryk de enkelte områder kan klare.

De fleste småbiotoper er beskyttede af Naturbeskyttelsesloven og Skovloven og må ikke ændres ved

opdyrkning, afvanding, tilplantning eller lignende. Registrering hører ind under Fyns Amt, som alt efter

graden af tilsyn og registrering ligger inde med amtslige og amtskommunale rapporter.

Vandløb er alle beskyttet ifølge loven, hvis de er udpeget af amtet og godkent af miljøministeren. I

de vandløb, der er udpeget og beskyttet af naturbeskyttelseslovens §3, må der ikke foretages

ændringer i vandløbenes tilstand i form af rørlægning, uddybning, afgravning af brinker, etablering

af opstemningsanlæg eller regulering af vandløbet. Sædvanlig vedligeholdelse kan derimod foretages

uden dispensation.

Vandhuller er beskyttede, når de er på 100 m2 og derover. Vandhuller under 100 m2 er ligeledes

beskyttede, hvis de indgår som en del af et beskyttet vandløb, eller hvis de ligger indenfor et område

med andre beskyttede naturtyper, der tilsammen dækker et areal på 2.500 m2.

Moser, enge, skovsumpe, overdrev og lignende med et sammenhængende areal på 2.500 m2 og

derover er omfattet af Danmarks Lov om naturbeskyttelse og indgår under betegnelsen §3-områder.

De er også omfattet af beskyttelsen, hvis de enkelte naturtyper - uanset størrelse - støder op til eller

indgår i såkaldt mosaik med andre beskyttede naturtyper, der har et samlet areal på 2.500 m2, eller

ligger i forbindelse med en sø på 100 m2 og derover eller et beskyttet vandløb.

Moser og skovsumpe omfatter udyrkede eller ekstensivt udnyttede arealer præget af en ferskvandspåvirket

naturlig eller overvejende naturlig vegetation, som er knyttet til gennemsnitlig høj vandstand.

Begrebet er en fællesbetegnelse for en række vådbundsområder med plantesamfund, der har

betegnelsen efter vegetationens sammensætning f.eks. rørsump, starsump, ellesump, birkekær m.fl.

eller efter vandtilførslen f.eks. højmose, kærmose, vældmose.

Enge omfatter ferske enge skabt ved menneskelig påvirkning, f.eks. ved slåning eller græsning og

eventuelt grøftning og dræning af naturlige kærsamfund. Beskyttede enge kan opdeles i ferske

naturenge og kulturenge, der omlægges med længere mellemrum, herunder er ikke medtaget

kulturgræsmarker.

Overdrev omfatter overdrev, som er naturligt veldrænede, vedvarende græsningsarealer med lys

åben græs- og urtevegetation, der aldrig eller kun meget sjældent har været pløjet op, og som oftest

er præget af græsningen. Overdrev er ofte beliggende på kuperet eller andet højere liggende terræn.

De levende hegn, som er tilbage omkring Allesø, er måske 200 år gamle. De stammer fra tiden efter

landbrugets udskiftning, hvor man ofte på jordvolde eller stendiger i Danmark plantede træer og buske

som skel mellem de enkelte ejendomme. I hegnene hentede man tynde stammer og grene, som

brugtes til risgærder og brænde. I dag er de levende hegn også med til at give det åbne landskab

karakter og variation. Gennem de seneste år er mange kilometer levende hegn desværre blevet

sløjfet som følge af en mere intensiv landbrugsdrift.

De levende hegn har stor betydning i dag for vilde dyr og planter som levesteder og som vandrings og

spredningsveje. Opdyrkning, dræning og intensiv landbrugsdrift har nemlig isoleret mange

naturområder, der før var sammenhængende. Og samtidigt er antallet af små lokaliteter faldet

alarmerende i det danske landskab, så afstandene er blevet så store, at det er svært for dyr og planter

at sprede sig fra område til område. Af disse grunde er det af stor betydning, at de tilbageværende

gamle hegn omkring Allesø skånes og fornys og at de nye hegn, der om muligt etableres, får et stort

indhold af lokalt hjemmehørende arter, samt at de levende hegn tilsammen danner forbindelse

mellem naturområder. Både danske og udenlandske undersøgelser har vist, at levende hegn og

sprøjtefrie randzoner omkring dyrkede arealer er en effektiv metode til at bevare levesteder og

spredningskorridorer for hjemmehørende træer, buske, dyr og planter.

Fugle, sommerfugle og insekter, der ikke er skadedyr på de dyrkede afgrøder, kan nyde godt af de

levende hegn, idet disse kan byde på en stor variation af hjemmehørende træer og buske og en

varieret flora med en kombination af krat-, skov- og åbenbundsarter. Fuglene bruger de store træer

til reder, som udkigs- og sangposter og de bærbærende buske som fødekilder. Rov-insekter, der kan

bidrage til at holde skadedyrsangreb på markerne nede, trives også godt i de levende hegn. En alsidig

fauna er betinget af en alsidig og artsrig vegetation af vilde urter, træer og buske. Levende hegn kan

således udgøre spændende levesteder med høj naturværdi.

Levende hegn gavner også produktionen. De beskytter mod jordfygning og mod stormskader på

planter og bygninger. Endvidere forbinder de småbiotoperne i landskabet, og er samtidig til gavn for

dyrelivet og dermed også for jagtmulighederne. Dette gælder især hegn, som består af flere rækker

med hjemmehørende træer og buske. Hvilke træer og buske, der med fordel kan indplantes i

eksisterende levende hegn afhænger af jord, vandforhold og de tilstedeværende arter.

I Allesø findes mange gamle store træer langs veje og i de levende hegn omkring agerjorden. Disse

træer er værdifulde, ikke blot i kraft af deres egen historie og underfundige skønhed, men også fordi

mange planter og dyr er afhængige af deres tilstedeværelse. De mange arter, der lever i og omkring

gamle store træer, er bla. 1) alle de mos- og lavarter, som langsomt etablerer sig på grene og

stammer, 2) de svampe som gror på svækkede, men endnu levende træer, 3) de flagermus, som har

brug for skjulesteder om dagen, 4) alle de fugle, som ruger i huller i træerne (ligefra blåmejse og

fluesnapper til huldue og natugle), 5) rovfuglene, som bruger træerne med solide grene til deres reder,

samt 6) den rigdom af insekter og smådyr, som findes i gamle træer (En enkelt gammel eg kan f.eks.

rumme mange hundrede forskellige uskadelige insektarter, som kun trives i hulheder, døde grene,

mos eller barkfuger på gamle træer).

Træets rolle i naturen er ikke udspillet ved træets død. Træruiner, knækkede stammer og grene, som

får lov at henfalde på det sted, hvor de levede, er vigtige levesteder for svampe, som redesteder og

spisekamre for spætter og mange andre fugle, samt som skjul og føde for en mængde uskadelige

insekter og smådyr. I Danmark er alene ca. 500 billearter afhængige af døde træer og dødt ved. De

døde og døende træer kan også give strukturel variation i de levende hegn og haverne i Allesø.

Gamle træruiner udgør faktisk ikke nogen fare for sunde træer og beplantninger. Især når det, som

i Allesø, drejer sig om løvtræer, der naturligt vil begynde at henfalde spredt rundt i landskabet, så er

risikoen for spredning af skadelige insektangreb meget lille. Træ nedbrydes langsomt og hvert trin i

nedbrydningen har sine egne insekter og svampe. Kun de, som lever i ved og bark af nyfældet frisk

træ, kan også angribe levende træer. Dyr og svampe fra træer, som har været døde et stykke tid, gør

ingen skade. De medvirker tværtimod til at nedbryde træer til ny muld. En undtagelse er dog de syge

elmetræer, som findes i stor mængde i og omkring Allesø. Disse træer er allerede umulige at redde,

idet de er ramt af elmesygen, men der er dog ingen grund til fuldstændigt at fjerne disse elmetræer,

da dette ikke vil hjælpe. I stedet kan de syge og dødende elmetræer betragtes som spændende

strukturer og en enestående mulighed for at gavne den øvrige natur ved deres blotte tilstedeværelse

i form af dødt ved.

I stenalderen var linden en dominerede træart i Danmark, men i dag er den desværre et sjældent syn.

Mange insekter og smådyr lever af lindens blade og blomster. Ethvert gammelt lindetræ har betydning

i sig selv og bør bevares så længe som overhovedet muligt, både hvor træet står solitært, i alléer, i

de levende hegn og i haverne.

Stævning har en lang historie i Danmark og stævnede træer er et levende minde om tidligere tiders

brug af træer i landskabet. Alene af den grund ville det være en skam om driftsformen helt forsvandt.

Ved stævning udnyttes træets evne til at skyde igen fra træstubben og derved at danne stødskud.

Samtidigt rummer stævnede og stynede træer store naturværdier, bla. på grund af at jordbunden

jævntligt lysnes under et stævnet træ, så netop alléer af stævnede træer ofte rummer et artsrigt

plantesamfund med mange forårsplanter.