Familie struktur hos rig / fattig.

[1] I Kejsertidens Rom var den gennemsnitlige levealder på 20-30

 år, og det har man fra nogle skriftlige kilder som man har ment at

kunne anvendes til undersøgelser om befolkningens levealder. Der

er brugt de gravstene man har kunnet finde og dem har der været

oplysninger på som man har anvendt.

I bogen ”Rom en antik storby”[2] har man lavet nogle

sammenligninger med forskellige befolknings grupper, over

livslængden i byen Rom og i det romerske Afrika.

[3]

Man kan se på graferne at i Afrika blev befolkningen ældre end i

Rom. Over 20 % blev over 80 år gamle og nogle helt op til 120 år

i Afrika, mens der kun var 2-3 % der blev ældre end 70 år i Rom.

Det er der forskellige forklaringer på. I det romerske Afrika mener

man at det var den friske luft som gjorde levealderen længere end i

Rom. I Rom levede de nærmest i deres eget ”lort”. Drikke vandet

var godt nok friskt, men når de velhavende havde badet i det, og

det var blevet brugt til meget andet, var det fuld af bakterier som

medførte smitsomme sygdomme. Men man kunne ikke leve uden

vand og derfor var der så mange som døde, fordi vandet var fuld

af sygdomsfremkaldende bakterier.

Bogen har også lavet en graf over dødelighedens mønster i Rom

og i det romerske Afrika, hvor de sammenligner mænd og kvinder

fra de to steder.

[4]

For at opretholde en stabil befolkning måtte hver kvinde sætte ét

pigebarn i verden. Men det var langt fra alle der kunne det, enten

fordi de var uheldige eller simpelthen fordi de ikke kunne får børn

pga. af sygdom eller lignende. Så det endte med at hver kvinde,

som kunne, skulle føde 5-6 børn for at opretholde en stabil

befolkning. Og hvis så gennemsnitsdødeligheden var mellem 20-30

år, havde romerne travlt. Det var derfor at 50 % af befolkningen

var gift i 15 års alderen. Det var normalt at kvinder giftede sig

tidligt. Den legale mindstealder for indgåelse af ægteskab var 12 år

for kvinder og 14 år for mænd. 50 % af mændene blev gift i 25 års

alderen, man regner derfor med at aldersforskellen på

ægtefællerne var 10-15 år. I de riges samfund var det helt normalt

at der var en større aldersforskel på mænd og kvinder. Mange af

de unge kvinder blev derfor hurtigt enker og gift kort tid efter.

I Kejsertidens Rom, var Kejserne bange for at befolkningen ikke

ville gifte sig og få børn, derfor var der en lille økonomisk

belønning til et ægtepar der fik 3-4 børn. Men det var på en måde

tvang, så på det tidspunkt tegnede der sig et lidt negativt billede af

det romerske samfund i Kejsertiden. I overklassen var det en slags

pligt at få 5-6 børn, og det var et helvede når man ikke brød sig

om sin mand. Det var nemlig ofte sådan, at man blev tvunget ind i

et ægteskab, for så havde man en sikker fremtid, og den familie,

var reddet.

Før Kejsertidens Rom havde manden i huset magten over alle

børnene, slaverne og hans hustru. Men det var der ikke rigtig

noget af i Kejsertidens Rom. Det var for det meste hustruen der,

bestemte, men det forgik indenfor husets fire vægge, som jeg har

nævnt tidligere. Farens magt over børnene indebar at børnene intet

kunne eje og han havde ret til at slå dem ihjel. Det var først når

faren døde at børnene bliver selvstændige personer.

Med hensyn til deres begravelser, var fattige og rige næsten på lige

fod. For i næsten alt det materiale der er fundet og repræsenteret,

er næsten alle klasser oplyste. Det fortæller at selv fattige kunne få

en hæderlig begravelse. Det fik de som regel igennem et

medlemskab til et begravelsesselskab. Men indenfor de romerske

kernefamilier var der meget forskel på de rige og fattige, specielt

for deres mindemønster. I de højere klasser satte man ikke et

minde om sin ægtefælle, men det gjorde man i de lavere klasser.

Man skulle tro det var omvendt, og man ved heller ikke hvorfor

det er sådan, men man tror det har noget med deres arv at gøre.

Mange af de mænd der var i overklassen værdsatte ikke deres

hustruer (de var upopulære.) Sådan var det ikke i underklassen,

her var familien afhængig af hinanden og deres arbejdskraft. Det

medvirker jo til at man får gensidigt respekt fra sin partner. Men

sådan var det ikke i overklassen, og hvis kvinden ville skilles

efterlod hun sine børn hos manden, for så var de sikret med

hensyn til penge. For dengang var det ikke særlig populært at blive

skilt, man blev udstødt af familie og venner.