"Min Skoletid 1943-1950" fortalt af Solveig Andersen Næsbyhoved Broby (Odense)

denmark

Min Skoletid 1943-1950

fortalt af Solveig Andersen Bogensevej 387 Næsbyhoved Broby

Jeg har vel været 5-6 år, da jeg skulle lære at køre på Cykel. Det foregik med et kosteskaft sat fast, bag mit Cykelsæde, turen gik omkring Broby Kro, men på hjemvejen siger min Mor: “ Frøken Bentsen kommer bag fra, nu har du at Cykle ordentligt”.
Det gjorde jeg også, men jeg tænkte på alle de ting man skulle gøre, når Lærerinden, Læreren eller Præsten kom, da jeg så hendes forhjul, på min Venstre side, hvor hun ville udenom, rejste jeg mig op og nejede! - der lå vi alle tre i en klump- jeg havde selvfølgelig bremset Vi børn blev opdraget til fra ganske små, at Lærerinden, Læreren og Præsten var nogle meget specielle mennesker.
Om dette var indledningen til min ulykkelige Skolegang de første tre år, ved jeg ikke, men der kan vel ikke være så mange, der nedlægger Lærerinden, før man begynder i Skolen.

Jeg er født Oktober 1936, startede i Skolen April 1943. Der var Krig, så det var sparsomt med næsten alt!

Vi gik til Skolen alle sammen, der var mange fra Kirkendrup og Skovshøjrup, det var en lang tur. Vore Skoletasker var med lang Skulderrem, i den havde vi en Madpakke Penalhus, som var lavet af træ og med et Skydelåg.
Vi blev ude i Gården indtil Lærerinden kom ud, fik os ind på en række to og to og så var det ind, stille og roligt. Det var Tomandspulte vi sad ved. De var skrånende, øverst på et plant stykke var der et Blækhus af glas som sad i et hul. Til begge sider for blækhuset var der en fordybning hvor vi skulle lægge vore Blyanter, Grifler og senere Penneskafter. Selve Skrivepladen kunne løftes op.
Vi skulle lægge vore foldede hænder på pulten, til vi fik en besked om hvad vi skulle lave. Drengene sad øverst i rækken derefter Pigerne. Der blev udnævnt en duks som omdelte Grifler og Tavler, det lød rædsomt når griflen skrattede imod Tavlen.
Vi sang Morgensang, derefter bad vi Fadervor - hver Morgen. Der var 7 års Skolegang hver anden dag, også Lørdag.
Vi fik med det samme lært, hvis der blev banket på Døren skulle vi omgående rejse os op, ikke noget med at stave et ord færdig, nej stuen ret, indtil der blev sagt værs´sgo sæt jer ned. Der blev slået mange Blækklatter ved sådanne lejligheder.
Det var ikke ret tit, det skete. Det med blækklatter var først i 2.-3. kl.. Heldigvis havde vi trækpapir, men var der for meget “grums” på kunne det give en tur i Skammekrogen.
I Første Klasse var der kun os i Lokalet, men da vi kom i anden klasse skulle vi gå sammen med Tredje - os små skulle sidde ved Kakkelovnssiden, anden klasse sad ved Vinduet. Hvordan Læreren styrede dette system husker jeg ikke, men når den ene række havde mundtligt havde den anden skriveopgaver. Det gav ingen uro i klassen.

Da jeg startede i 1. kl. opdagede jeg at der var stor forskel på vi børn, ikke hvad angik opdragelse i almindelighed, men på , hvad ens forældre var !. Det var chokerende for mig, jeg havde altid omgåedes børn både fra Gårde og fra almindelige Huse, hvor man gik på arbejde. Det der betød noget var, om de var gode Kammerater, nogen man kunne stole på, om de var ærlige.

Men jeg blev klogere! Her var det hvem der havde fået Slagterpakker med til Lærerinden, når forældrene havde slagtet, eller at afleverede en invitation til Lærerinden, om at komme til “ Pølsegilde” !!
Jeg var rystet, for de børn der havde disse muligheder, fik også det nemmeste skolearbejde, forstået på den måde, at Lærerinden spurgte dem kun om ting, hun vidste de kunne. Vi andre kunne så blive spurgt efter hendes Forgodtbefindende, ikke altid efter hvem der rakte hånden op. Det resulterede altid i at hun fremhævede de “ dygtige børn” dem med “ fedtegaver”. Der var mange af os der var meget bedre, men hun var ligeglad.
Vi var en 3-5 stk. der gerne fulgtes ad til skole, der iblandt en dreng hvis Moder var død. Da han skulle i skole igen, græd han selvfølgelig, det gjorde jeg så også, vi syntes Vorherre havde været ond - først tage min Far før jeg havde set ham og nu hans Mor, som jeg havde kendt. Jeg husker vi gik alene den dag, med hinanden i hånden og stortudede da vi kom i Skole.

I den tid hvor han ikke havde været i Skole fortalte Lærerinden at hans mor var død, og at vi skulle være søde ved ham. Vi havde altid vers for, og da han skulle begynde igen, havde vi Vildandens Sang.
Da vi nåede dertil, hvor Vildanden dør fra sine unger, tudbrølede han. Men Lærerinden fortalte, at hvis børn havde været slemme kunne Vorherre straffe dem, ved at lade en af deres Forældre dø.
Der var en Dreng mere i klassen som også tudede, ham og hans lillebror havde mistet deres Far da de var små.
Så det var et vræleri på vejen hjem. Da vi nåede dertil hvor jeg boede fortalte vi hvad der var sket, så blev min mor vred, ringede til hans Far, som med det samme cyklede ud til Lærerinden. Vi var alle tre fredede de næste stykke tid, fik stjerner i vore bøger, men snart var det hverdag igen. Om vi så havde stået på hovedet, havde hun ikke set det, - der var kun hendes ”gode børn”!
Jeg terpede salmevers, jeg kunne mine Lektier, intet hjalp, utroligt jeg blev ved, men alligevel var jeg meget tit i skammekrogen, i starten syntes jeg det var frygteligt, for hun fortalte klassen hvor flovt det var at jeg stod der.
Men som tiden gik kunne vi jo se, at det var det faste Klientel, der skiftedes til at stå der, så det virkede vist ikke efter hensigten, vi stod bare og blev bitre, vi kunne ikke forstå hvorfor visse andre undgik at stå der, selv om de lavede værre ting.
Lærerinden var ikke almindelig, hun havde den opfattelse, at alle børn var stolte af at møde hende, ikke bare ved festlige lejligheder, men også på vejen, i forretninger.

Hun forventede vi nejede og bukkede for hende, det gjorde vi også, hvis vi ikke kunne undgå det, men ellers flygtede vi, gemte os, nede i grøften, ja alle muligheder blev brugt. Kun fantasien satte grænser for, hvor vi gik i dækning.
En gang da vi var nogle, der legede i grøften på Bogensevej, lød det: ”Hun kommer!!” Alle i dækning, men jeg var på vej over på den anden side, så den eneste chance, jeg havde, det var ind i Møllerens have, om bag en busk, hun kørte forbi uden at se til højre eller venstre. Vi kom frem igen, de andre mente hun havde set mig, så jeg var forberedt til næste dag.
Udover Skammekrogen, havde hun et andet strafferedskab, der hed neglerensning. Den havde jeg prøvet nogle gange, det var ren tortur mod børn. Hun kunne kalde en af os op, for at se om vi havde rene negle, så frem med hænderne. Den følgende dag her, havde jeg fået min Mor til at efterse dem inden jeg gik, alligevel tog hun sin tykke Benneglerenser frem og begyndte at grave under neglene, hun trykkede til, så man var lige ved at tude, og så sagde hun fidelt: ”Nå, du så ikke jeg kørte til Købmanden i går, Solveig”. Det sagde jeg nej til, neglerenseren blev presset igen, det var meget ondt gjort. Jeg har ikke negle, der kan nå ud til Fingerspidserne.
Om Sommeren var vi ude i frikvartererne, kun hvis det var dårligt vejr måtte vi spise inde. I dårligt vinter/ Sommervejr, fik vi lov at være på gangen i frikvartererne. Vi måtte ikke Larme. Hvis det skete kom hun ud fra Privaten, tog en af os der ikke havde “Sulepakker” med til hende, og så var det en tur i skammekrogen, når timen begyndte.

Om sommeren måtte vi gå ind i Klassen med vort Fodtøj på, men om Vinteren skulle vi skifte ude i gangen, der var to træskoreoler to Knagerækker, de var placeret på hver sin side af døren ind til Klasseværelset, Drengenes først derefter Pigerne.
Det var også nødvendigt at skifte fodtøj, det var jo krigstid. Der var ikke mange, der havde læderstøvler, de fleste gik i træsko med jernbeslag, gummi var svært at opdrive. Sådanne Jernbeslag kunne hurtigt ødelægge gulvene, så det var enten skiftesko eller at sidde i strømpesokker. Det var der ikke mange der gjorde, Strømper var dyre, de skulle stoppes, så det var en broget flok sutsko, de fleste var hjemmehæklede med filtsåler.

Vi var en del der havde egen Skoletaske, mange delte deres med Søskende, det kunne skabe problemer, hvis de ikke havde nået at bytte Bøgerne rundt. En Lædertaske var noget man passede på, når de gik i stykker, var det en tur til Sadelmageren som både syede sømmene sammen og lappede evt. huller. Sådan en skoletaske hvori der havde ligget en Madpakke fra Lørdag til Tirsdag, fik en helt speciel lugt, en ”Hørm”, som jeg husker endnu.
I Forskolen havde vi alle Madpakker med, vi var for små til at gå hjem i Pausen, der opdagede jeg ,at ikke alle havde det vi kaldte pålæg, på Brødet men derimod Melis eller Farin. Det fik jeg aldrig hjemme, så jeg byttede hele Pakken væk, helst til Puddersukkermad. Det fortalte jeg aldrig hjemmene.

             Fødselsdagsbillede 1943


Senere fik vi udleveret et Skrivehæfte med mange linier i. Alle skulle stå på den fede streg ,så var der linier til alm. bogstaver, en lidt højere oppe til t-k-h-b o.s.v. + en til de store bogstaver, under linien var en streg mere til de bogstaver der gik under stregen f.eks. g og p. Det var svært. Det værste ved skrivning var at lave de rigtige streger: bue op, lige ned bue op ,en prik over så var der et i .Vi skrev med Blyant, så der blev flittigt brugt viskelæder. Blyantspidser havde vi ikke selv med, der sad en stor, med Håndsving på Lærerindes bord, så var det med at række hånden op, spørge om lov, det skulle helst ikke ske for tit.

Jeg husker første gang vi skulle tegne, jeg glædede mig meget, det blev en stor skuffelse, vi fik udleveret et stk. ternet papir hvor vi skulle vende det samme vej alle sammen, tælle et vist antal tern opad, ligeledes fra siden, der skulle vi sætte en prik, videre tælling, ny prik. Da der var sat mange, fik vi udleveret en lineal, og på samme tid skulle vi alle slå streger fra de punkter hun sagde. Det skulle blive en Lade med en port, selv håndtaget på porten blev talt ud, det eneste vi måtte tegne Frihånd var Buen på porten. De var alle ens!
Så skulle vi farve, jeg glædede mig, jeg elskede at farvelægge. Men det kunne jeg godt glemme alt om, ikke noget med at bruge sin fantasi, nej, vi fik udleveret en æske med 6 farver, Rød Gul, Grøn, Blå, Brun og Sort. Det var farvestifter med Papir omkrig, hvis vi tabte dem på gulvet, knækkede de, også hvis vi holdt for fast omkring dem. Farverne endte efter kort tid i mange småstykker, men de blev brugt alligevel..
Vi skulle male tegningen i de farver, vi fik besked på, ikke noget med selvstændighed her, en port var grøn, ikke noget med at den kunne være gammel eller halvrådden, som de fleste var, nej de skulle altid ligne nybyggeri. Det var lærerindens måde at lære os børn at tegne!

Til eksamen skulle der vælges tegninger ud, som skulle vises Skolekommissionen, det var selvfølgelig igen, hendes ”søde børn”, men der skulle en Ekspert til at se forskel på dem vi havde lavet. Det var jo også mange år før, man brugte børns tegninger, til at aflæse modenhed, fantasi, ja mange ting. Vi skulle lave vore ting så ens som muligt, læse højt, skrive bogstaver, tegne, ja, det hele foregik i flok, på samme tid!

En gang om Året var der fotografering af Klasserne, da var vi alle i vort bedste tøj, det lignede bestemt ikke det vi gik i til hverdag, Frøken Bentsen havde altid den samme sorte kjole på om Vinteren, til fotografering, fester og Begravelser. Jeg har et Skolebillede fra 1. klasse, hvor hun har en sommerkjole på, det var usædvanligt. Hendes Sko var samme Model året rundt, sorte, halvhøje kraftige hæle, åbne over vristen med et par klapper over, hvor de blev de snøret.

Når en i klassen havde fødselsdag, fik man lov at bestemme den sang vi startede med om Morgenen, vi var faktisk fredede den dag.
Så var der det med at holde fest for klassen, det var for mig mærkeligt at en del børn ikke måtte komme med, der var en rigtig sød pige fra Kommunehuset i Kirkendrup, som ikke måtte for hendes forældre, fordi de ikke havde råd til at hun skulle købe gave, selv om jeg var lige glad med det, måtte hun ikke. De havde ikke råd til at hun holdt fest, der var mange søskende. Det havde jeg det skidt med.
Festen foregik direkte fra Skole, så hjem og hvad de havde med, der nu ikke de store forandringer fra fest til fest, det almindelige var: en Krone, Lommetørklæder af noget meget tyndt stof, som ikke egnede sig til at pudse næse i, men de lå i en pæn æske, det kunne også være 6 farvestifter, eller en tynd Malebog. De var alle købt hos Købmanden.
Vi startede med Kakao ( kunstig, det ægte havde vi ikke før efter krigen) Boller, Lagkage og måske lidt ekstra, så var det i gang med at lege, hvis det var Regnvejr, så var det lidt sværere, men vi havde en snor som blev bundet sammen hvorpå der sad en ring, så sang vi: ”Tag den ring og lad den vandre, fra den ene til den anden”, imens skulle vi holde om snoren med lukkede hænder og skubbe ringen til naboen, og så var der en som skulle gætte hvor ringen var. Vi kunne også lege Bro Bro Brille, Tornerose eller en leg, vi kaldte ”knude mutter”. Den gik ud på, at vi skulle svinge hinanden rundt, og når den der bestemte sagde stop, skulle vi blive stående i de mærkelige stillinger. Den bedste Attitude, fik lov at bestemme næste gang. Vi spillede også Billedlotteri og Tampen brænder.
Hvis vejret var godt, var der meget man kunne lege: Skattejagt, Røver og Soldater, To mand frem for en enke, gemme, hoppe paradis.
Sidst på dagen fik vi varm mad, hos mig var det altid kødrand med stuvede Ærter og Gulerødder, derefter Budding, så var det hjemad igen

           Fødselsdagsfest 1944

Der var selvfølgelig stor forskel på hvem der holdt Fødselsdag, dem hvis fædre gik på arbejde og dem som var selvstændige. Det var nu de bedste steder, så var deres far med til at lege, især Alfred Cykelsmed var god til at holde os beskæftiget, især med røver og soldater, i det vi kaldte “den lille skov” det var noget bevoksning, på skråningen ned mod søarealet på Beldringevej. Jeg husker engang hvor der virkelig var tryk på “ Krigen” Alfred var god til at styre kampen, om man så var fanget, af flere fjender, og skulle stilles for retten, (det var Alfred) fandt han altid på noget, så man blev løsladt, og var med i kampen igen. Men engang havde han nok levet sig for meget ind i legen, da kom hans kone, hun var blevet nervøs for om der var sket noget, hun havde den varme mad parat derhjemme, og vore forældre forventede os hjem inden det blev mørkt. Det var hurtigt hen at spise, så fuld fart på hjem. Det var en god dag. Der var et andet sted som var specielt, det var en pige som kom fra en gård. De havde et toilet, noget ingen andre i klassen havde, selvfølgelig skulle vi alle derud, vi stod pænt i række, det var fantastisk, der var et flot hvidt wc. Når vi havde forrettet vores ærinde kunne vi bare trække i en perlekæde af metal, med et håndtag i, så styrtede vandet rundt i beholderen ,og så var det væk! Fantastisk, vi kom jo alle sammen fra hjem med gammeldags lokumsspand, hvor man absolut ikke opholdt sig længere end nødvendigt. Men det her sted var noget helt andet, næsten hyggeligt. Det har været efter 1945 at hun igen skulle holde fest, da vi skulle ind i stuen for at få kakao, boller, kage, som vi plejede, fortalte hendes moder at det gjorde ikke et spor, hvis vi spildte, for over dugen lå der en gennemsigtig dug, som kunne tåle at blive våd, den troede vi ikke rigtigt på, den lignede glas, men var blød, havde en blomsterbort i hver side. Det var det fornemmeste vi havde set!. Vi passede alle på ikke at spilde, vi turde ganske simpelt ikke, tænk hvis den ikke virkede. Det var mit første møde med plastik! Min Mor troede mig ikke da jeg kom hjem.
Hvert år var der skolens Juletræsfest i Forsamlingshuset, det var fest, vi skulle betale et beløb ved indmeldelsen, det dækkede også en godtepose. Forældre betalte også et mindre beløb, der var salg af kaffe, vand og øl i den lille sal. Theodor fra Allesø spillede Violin og Erna fra Bytoften spillede på det gl. klaver der var i huset. Præsten var med, han læste Juleevangeliet, derefter læste Lærer Jensen en Julehistorie, derefter blev det store Juletræ trukket ud midt i salen og lysene blev tændt. Så gik vi omkring børn inderst, voksne yderst, og så blev der sunget, alle de kendte salmer. Så fik vi godteposer, derefter legede vi forskellige lege, det hele blev styret af Lærer Jensen. Så blev der strøet noget ud på gulvet der lignede Sæbespåner, det gjorde gulvet glat, godt at danse på, men var helt ideelt til glidebaner. Det var noget værre griseri når vi faldt, tøjet fik mærkelige hvidlige pletter, det var næsten umuligt at få af tøjet, især drengenes, det var ikke lige til at vaske, så havde en dreng faldet, så var hans far eller mor der med det samme, hen og sidde på bænken, det var end en hårdere straf end at være i skammekrogen. Så blev der spillet op til dans, det var, som det vel er endnu, drengene ville ikke være bekendt at byde en pige op, så det var mødre med drenge, piger og piger, der dansede sammen. Der blev leget tagfat, klat, ind imellem dem der dansede, så der blev grinet, grædt af dem som faldt, der var bare fart på., sådan en aften. Ved 10 tiden sluttede festen.

Vi havde også håndarbejde i forskolen. Det første vi skulle lave var at strikke en Vaskeklud. Den skulle ende som en Firkant. Den skulle strikkes med Retmasker, det var for mig en stor videnskab, at det kunne hænge sammen ved at dreje pindene, nogle af os “tabte masker” andre lavede nye, det var ikke til at forestille sig at det kunne ende som en firkant. Garnet var hvidt da vi fik det udleveret, vi fik et stykke sæbe og på skift pumpede vi vand op, og vaskede hænder, inden vi begyndte, det var ikke nok, vores strikketøj blev mere og mere blå / brunt. Vi lærte i hvert faldt at trevle op igen. Hendes yndlingsbørns strikketøj, rettede hun efter skoletid, men vi andres måtte vi selv i timerne prøve at rette ud. Inden eksamen skulle vi vaske dem , sætte navn på et stykke papir med en knappenål. Den dag Skolekommissionen kom, lå vore klude, forskubbet over hinanden, vendt så de ca. alle var lige, øverst den flotteste.! Tænk at der aldrig var nogle der kiggede i bunken, de var nok blevet overraskede. Da jeg kom hjem til min Mor med min, sagde hun: ”Den lille klud kan vi kun bruge til grydelap”. Jeg syntes det var en sørgelig skæbne den fik, alle de timers arbejde!.
Eksamen var for mig noget underligt noget! Vi fik at vide af lærerinden hvad hun ville spørge os om, den dag, så vi læste på det, vidste vi hvad vi ville blive spurgt om. Skolekommissionen bestod af folkevalgte, kvinder mænd og præsten, den herlige Knudsen fra Allesø. Efter overhøringen, fik vi fri, og Kommissionen gik til frokost hos lærerinden. Den dag var hun i sin pæne sort/ blå kjole, samme model sko, samme frisure, ret kedelig. Jeg havde set voksne damer med pudder og lidt rødt på læberne, håret sat lidt smart, flotte sko tyndere strømper, men nej, hun var ens året rundt.
Næste Sæson for Håndarbejdet, var emnet: Strømpestrikning - med 4 pinde! nu skulle der både strikkes ret og vrang. Vi fik alle gammelrosa garn, vi skulle alle lave et bestemt antal masker, rækker af omgange, det vil sige, nogen havde meget smalle skafter, hvor de ikke kunne få foden i andre så store de sejlede i dem. Os der strikkede stramt kunne ikke bruge sokkerne, dem der strikkede løst, havde dog en chance for, at de en dag fik så store fødder, de kunne passe dem. Et års tid efter, skulle vi sy Natkjole, det var også gammelrosa men med lyseblå striber. Frøken Bentsen havde klippet ud til os alle, det viste sig at der var kun en størrelse!! jeg kom aldrig til at bruge min, da jeg var et par numre større . Andre sejlede i deres. Det sidste jeg husker vi lavede til håndarbejde, var en såkaldt prøveklud, med forskellige hulsøm, den har jeg endnu, men ved ikke hvad den kan bruges til.
Hvis vi gik hjem og beklagede os, vi fik bare at vide, at det havde vi nok fortjent. Jeg husker det er sket at en Far, havde været derude, for at tale med lærerinden. Der var da voksne der kunne se hendes urimeligheder. Respekten for øvrigheden, var som sagt stor. Jeg spillede Badminton med Lærer Jensens dreng, og Læreren var instruktør. En gang kom jeg til at sige du til ham, jeg blev flov. Han sagde det kunne gå, når det drejede sig om Sport, men han ville ikke høre det, når jeg engang skulle i Hovedskolen. Det kom han heller aldrig til.
Der blev også lavet Gymnastik i Broby Forsamlingshus, det blev ledet af Marius Vindshøj, når vi nærmede os opvisningen, kom Erna og spillede Klaver til, det gav lidt mere Stil over afslutningen.

Gymnastikbilledet,1944, en træningsdag, drengen i forgrunden, var der kun fordi han vidste, vi skulle fotograferes. Lederen var Marius Vindshøj. Bemærk ”gymnastikdragterne”!

Endelig kom dagen hvor jeg skulle begynde i 4. kl. Vi var de små, og måtte sidde længst fra vinduerne, systemet var det samme: to rækker borde - 5. og 4. kl. samtidigt. Men Læreren var ikke modtagelig for “ Fedtepakker”, det var jo ikke så godt for dem, der havde været beskyttet før. Her betød det noget om man havde lavet sine Lektier, men der var kæft trit og retning som i Forskolen. Skolegården var stor, med grus på, en meget stor Vandpost, et læskur hvor der var gl. Ribber, de nederste var en del rådne Der stod en gl. Hest til Gymnastik, den blev aldrig brugt, læderet i stykker næsten over det hel, der var også en Plint, den husker jeg vi prøvede nogle gange. Læreren kunne i godt vejr finde på at nu skulle vi lave Gymnastik, det var ikke sådan gammeldags gymnastik i en time, nej han varierede det så der også blev løbet, to Mand frem for en Enke eller klat.
Mange var begyndt at cykle til Skole, de satte Cyklerne i læskuret, der var ingen Cykelstativer, men det gik fint uden. Også her var der Lokum i Gården, Spandene blev først tømt når de var næsten fulde, om Sommeren var det skrækkeligt med alle de Spyfluer når vi løftede låget og forrettede vor nødtørft. Om vinteren gik det bedre med lugten. Men sådan var det jo på alle Skoler på Landet dengang.
Her i Hovedskolen skulle vi også skifte Fodtøj, når det var dårligt vejr, her var også to Træskoreoler og to Knagerækker, drengenes lige inden for i gangen, Pigernes bagerst.
Også her sang vi Morgensang og bad Fadervor, inden timen begyndte. Jeg har aldrig haft Sangstemme, men jeg skrålede med så godt jeg kunne, det var et dejligt sted at være, men Jensen bad mig lade være med til sangen, han sagde, du må gerne tie stille Solveig, den sved! Læreren spillede Violin, jeg syntes det lød pragtfuldt.

Fagene var :Dansk, Regning, Bibelhistorie, Geografi og Salmevers.
Lærer Jensen var en god fortæller, især i Bibelhistorie. Han læste det stykke højt vi havde for til næste gang, det sad bare fast hos mig, jeg læste aldrig på det hjemme. Min Mor kunne ikke forstå at jeg kunne det uden at havde læst.
Lykke for mig var hvis jeg havde nået, det jeg skulle så måtte jeg gå over i Vindueskarmen, tage et kort op af den sorte Kartotekskasse, hvor der var en tegning ,med en tekst under, f.eks. en tegning af en Kiste, derunder teksten: ”Når Pengene i Kisten Klinger, straks Sjælen ud af Skærsilden springer”. Det var nu ikke underteksterne, der betød noget, det var motivet. Jeg elskede at tegne, det var frihånd, med blyant, farvelagt, som det passede mig, det var dejlige timer.
Der var ikke megen uro i klassen, i enden af Skolestuen havde han indgang til privaten, den måde han åbnede Døren på om Morgenen, vidste vi, hvilket humør han var i, og det var vi hurtige til at aflæse.
Hvis han var i godt humør (han var bestemt ikke lunefuld) kunne vi finde på at kaste papirkugler til hinanden. Det var ikke så smart, hvis det var over til den anden klasse, og den havnede midt på gulvet! Men Jensen sagde ”vi fortsætter undervisningen, når den der har kastet, henter den.”, og det blev den. Men vedkommende skulle ikke gøre det, et godt stykke tid efter, så kunne der vanke en eftersidning. Han var en meget afholdt Lærer. Da jeg gik der, kunne han komme ud og lege med os i frikvartererne og holde lidt sjov i klassen. Det ændrede sig desværre senere.
Der var også Folkedans i Forsamlingshuset, ledet af Marius Vindshøj, det var hyggeligt, men det krævede, at man havde råd, muligheder for en Folkedanserdragt. Der var også Voksenhold

Folkedanserbillede 1945 foran post Eriksen hus på Bogensevej (nr. 358) Træskomandens Gerda holder fanen, Vindshøj står med blomster, Theodor Lundsgaard med høj hat.

Det sidste år jeg gik i Skole, skulle jeg gøre Skolen ren, inden jeg gik hjem. Det var fordi min Mor gjorde skole rent hver dag, så det jo fint at hun nu kunne slippe med hver anden dag. Det hyggede jeg mig egentlig med. Jeg sang meget højt, syntes det lød godt, i den tomme Skole og kunne ikke forstå, jeg ikke måtte være med om Morgenen, men der var jo så mange mærkelige regler, de Voksne fandt på..

Hovedskolen i Næsbyhoved Broby 6./7 kl.

Arbejdet bestod om Vinteren bestod af ,først at tage ud af Kakkelovnen, hvis der lå koks øverst der ikke var brændt ud, så skulle de tages fra og lægges på gulvet, der var beklædt med Zink et stort stykke ud på gulvet. Det lugtede rædselsfuldt, når de varme koks kom derned, hurtigt tømme Kakkelovnen for aske, ud på Møddingen med det der, hvor der blev tømt W.C. spande, om i et skur, tage Koks med ind i en kulspand, de Koks, der lå på gulvet, blev lagt oven i. Så kunne jeg lave gennemtræk et Øjeblik.
Så skulle pultene skubbes ned i enden af Lokalet, jeg gjorde det af nogle gange, de var tunge. Så skulle fodbrætterne slås op, så grus og jord faldt af, så feje den øverste del, skubbe halvdelen op igen, så de nederste. Det blev lavet i begge rækker, så resten af Skolestuen. Så feje Træskoreolerne ned, feje gang, løfte den tunge rist op, der var nedlagt i gulvet foran indgangen, tømme den, så var det slut. Så skulle det hele gentages, men denne gang blev gulvet strøet med savsmuld, der var hældt Olie i, det skulle hele skolen fejes med. Det var meget svært at få alt savsmuldet med, især under bordene, når jeg skubbede dem, dryssede det næsten altid fra undersiden..
Lokumsspandene tømte min Mor og Læreren, når de var fulde. Træbrættet med låg, var hvidskuret, det ordnede min Mor, men jeg skulle se efter om der var wc-papir.
Læreren tændte selv op i Ovnen, men det var næsten altid middag, inden dem ved Vinduerne kunne mærke varmen, der var højt til loftet.

En episode ingen af os glemmer var, når der skulle sælges Dybbølmærker. Det var det meget populært at få tildelt et område i Sognet. Vi gik to og to, det var altid Hovedskolens elever der solgte de forskellige nåle med en papskive på, der symboliserede indsamlingsformålet..
Det var en dreng fra en gård her i Byen, der fulgtes med en anden, som fik den gode ide, at tage dobbelt pris for mærkerne, de delte pengene, så var det slut, troede de.
Men Lærer Jensen møder en, hvor de havde været, og han siger, det var da voldsomt som de er steget, til dobbelt pris!
Så blev der kontakt til deres hjem, og de måtte gå den tunge gang ,rundt og aflevere, de penge de havde taget for meget. Læreren fortalte det i klassen til os alle, vi sagde det selvfølgelig hjemme. Men forældrene sagde til folk ,at det var Læreren der havde informeret dem forkert?. Mærkeligt resten der havde solgt mærker ikke havde hævet prisen.

Vi gik i 7 kl. da retskrivningsreglerne blev ændret, fra aa til å, kunde til kunne, vilde til ville, det var forvirrende, vi nåede ikke at lære det rigtigt.
Lærer Jensen fortalte os at når vi blev voksne, ville vi kunne sidde hjemme i stuen, og se på et apparat, hvorpå der var levende Billeder, som vi den gang kunne sidde ved et apparat for at høre Radio, da grinede vi alle sammen, den gik ikke Jensen, det var for fantastisk. Han fik jo ret, vi kendte kun til levende billeder, når Stjerne Bio kom til Forsamlingshuset.

Tiden kom hvor vi skulle gå til præst, det var i Allesø Præstegård, hos Erik Knudsen, et pragtfuldt menneske. Vi Cyklede eller gik ned over Søen, tit havde vi nogle bag på, det var jo ikke alle Familier der havde Cykler til hvert barn, det tog vi i stiv arm, det var så almindeligt.
Det var en dejlig tid, vi blev senere Konfirmeret i Næsbyhoved Broby Kirke.

Konfirmandholdet foran Præstegården i Allesø 1950

Inden den tid skulle vi store på en tur med klassen for sidste gang. Tiderne var nu ændret så vi kunne komme ud omkring. Vores tur var bestemt til København !.
Mange af vore forældre havde aldrig været der, så det var med betænkeligheder, at sende os så langt væk. Lærer Jensen tog sin kone Alis med og deres to små piger, dem der var mest bange for at blive væk, var nok os selv, i den kæmpe store by, hvor gaderne ingen ende ville tag. Huse så eventyrlig høje, brune, snavsede at se på, tænk at bo der.
Vi var i Zoo, Tivoli, rundt at se seværdigheder, det hele var så stort, tænk hvor vi kom fra her i Næsbyhoved Broby var Forsamlingshuset stort, og når vi kom til Odense, måske i Zoo, så kunne ingenting ikke være større!.
Så vi var propfyldt med indtryk, kunne dårligt skille dem fra hinanden, da vi kom hjem og skulle fortælle.

6. og 7. kl. på lejrskole i København med lærer Jensen og frue

Jeg elskede at gå i Skole, men min Mor havde ikke råd til det, min Bror var kommet i Lære som Møbelsnedker. Dengang var det vigtigere at Drengene fik en uddannelse, de skulle jo forsørge en familie engang. Pigerne kunne komme ud at tjene, så de kunne blive dygtige Husmødre.
Jeg græd og tryglede, men intet hjalp, så gik jeg til Jensen, han talte med min Mor, men hun ændrede ikke mening, så ud af Skolen.

Den dag der var eksamen i 7 kl. græd jeg næsten hele tiden, da det var overstået, og Skolekommissionen var gået ind til Læreren og de andre spænede hjem, blev jeg i gangen og stortudede, min gode kammerat kom, han forstod ikke at jeg ikke var glad som alle andre. Han ville være Mekaniker og måtte gerne.
Pludselig for jeg øje på Frk. Bentsens Hat der hang der på knagen, sammen med de andres, Hatte og Overtøj, da kom jeg til at tænke på, hvordan hun, havde ødelagt mine første Skoleår .
Vi tog den og sparkede Fodbold med den, det var ellers hendes fine hat ,den til begravelser og Bryllupper. Vi måtte havde afløb for vores had til hende, det blev aldrig til Hat igen, min Mor havde i Dagens Anledning kommet ekstra Olie i Savsmuldet så den blev hurtig ubestemmelig i farven., den var garanteret ukendelig da vi var færdige, ulækker, fedtet, men det var en god fornemmelse at hænge den tilbage og bare gå.

Vi lovede aldrig at fortælle det til nogen - undskyld Svend - jeg gør det nu - 51 år efter!!!

Solveig Andersen (født Nielsen)
Bogensevej 387
Næsbyhoved Broby
5270 Odense N.

August 2001